Nyt AI-center ved GreenLab kan skabe nye muligheder for lokale virksomheder

Nyt AI-center ved GreenLab kan skabe nye muligheder for lokale virksomheder

Et nyt AI-center er på vej til GreenLab nord for Skive, og allerede nu begynder arbejdet med at bringe lokale virksomheder i spil.

Projektet forventes at skabe en lang række opgaver inden for både bygge- og anlægsbranchen samt en bred vifte af serviceydelser. Derfor inviterer Business Skive og GreenLab områdets virksomheder til en leverandørdag, hvor projektet bliver præsenteret, og hvor virksomheder kan få indsigt i, hvordan de kan blive en del af leverandørkæden.

"Vi har et stærkt og kompetent erhvervsliv på Skive-egnen. Mange virksomheder besidder specialiserede kompetencer, og sammen kan de være med til at løfte selv meget omfattende projekter.

Leverandørdagen er en invitation til at komme med fra begyndelsen og vise, hvad vores lokale erhvervsliv kan byde ind med," siger Thomas Helsgaun, direktør i Greenlab.

Muligheder langt ud over byggepladsen
Selvom projektet rummer en række klassiske entrepriser inden for bygge og anlæg, forventes der også behov for en lang række afledte ydelser. Det kan blandt andet være overnatning, catering, transport, rengøring, indretning, sikkerhed, rådgivning og andre serviceleverancer.

Det betyder, at leverandørdagen ikke kun er relevant for entreprenører og håndværksvirksomheder, men for en bred del af erhvervslivet.

På dagen præsenterer GreenLab projektets vision, mens CA Group og Five-nines gennemgår projektet, de forventede entrepriser og den videre proces. Præsentationen foregår på engelsk.

Samtidig lanceres en leverandørportal, hvor virksomheder efterfølgende kan registrere deres interesse.

Business Skive og GreenLab vil herefter samle interessetilkendegivelser fra lokale virksomheder og løbende dele dem med CA Group og Five-nines, så lokale kompetencer bliver synlige for projektets bygherre og projektledelse.

En mulighed for at komme med fra begyndelsen
Store projekter skaber ofte muligheder langt ud over selve byggeriet. Derfor handler leverandørdagen også om at skabe relationer og give virksomheder mulighed for at positionere sig.

"Vi vil gerne sikre, at lokale virksomheder kommer tidligt ind i processen. Jo tidligere man får indsigt i projektet og skaber kontakt til de ansvarlige, desto bedre er mulighederne for at komme i betragtning til de opgaver, der følger. Vi håber derfor at se mange virksomheder til leverandørdagen," siger Thomas Helsgaun.

Leverandørdag om AI-center ved GreenLab

Tirsdag den 18. august 2026 kl. 8.00-11.30
KulturCenter Skive

Program
08.00 – Morgenmad og networking
08.30 – Velkomst og introduktion ved Thomas Helsgaun, CEO, GreenLab
09.00 – Præsentation af projekt, entrepriser, services og ydelser ved CA Group og Five-nines (på engelsk)
10.00 – Introduktion til leverandørportal ved Lars Fjalland, direktør i Business Skive
10.15 – Networking
11.30 – Tak for i dag

Tilmelding
Sker på: https://bskive.dk/leverandoerdag-vedr-ai-center/

Presse

Pressemeddelse
Foto 1
Foto 2
Foto 3