Norlys donerer 30 mio. til GreenLabs Innovationscenter

Norlys donerer 30 millioner til GreenLabs nye innovationscenter

Det næste store byggeprojekt i GreenLab bliver et innovationscenter, der skal huse en række forsknings- og uddannelsesaktiviteter, være samlingspunkt for iværksættere og borgere og danne ramme om store events. Norlys donerer 30 millioner til projektet, der skal være klar til brug i 2025.

Unikke rammer for forskning, innovation og uddannelse
De dygtigste forskere fra hele verden skal arbejde sammen med danske virksomheder om at finde løsninger på de energiudfordringer, verden står overfor. Det er ambitionen hos GreenLab i Skive, der med 30 millioner kroner fra Norlys nu er godt på vej til at kunne bygge et nyt innovationscenter. Udover forskning skal innovationscenteret også uddanne folk til de kompetencer, der er hårdt brug for de kommende år for at komme i mål med den grønne omstilling.

Planen er, at det nye innovationscenter skal huse alt fra uddannelser for ingeniører og højvoltselektrikere til et modul om grøn omstilling på læreruddannelsen, så den grønne omstilling også kan komme på skoleskemaet i fremtidens folkeskole.

 

"Vi får brug for folk, der kan arbejde med Power-to-X, højvolts-elektricitet og andre højt specialiserede opgaver. Norlys er en del af hele den grønne energikæde fra energiproduktion til distribution, og derfor er det kun naturligt for os også at støtte den forskning og uddannelse, der er nødvendig for, at der bliver udviklet nye teknologier til fremtidens energisystemer" siger Gert Vinther Jørgensen, der er formand for bestyrelsen i GreenLab og økonomidirektør i Norlys.

Norlys, der har været medejer af GreenLab fra begyndelsen, besluttede sidste år at investere yderligere 250 millioner kroner i GreenLab og blev dermed majoritetsejer.

Viden og erfaring på tværs
Det nye innovationscenter skal ligge i GreenLabs industripark uden for Skive. Udover at huse forsknings- og uddannelsesaktiviteter skal det også tilbyde kontorer til iværksættere, showrooms til virksomhederne i GreenLabs industripark, lokaler til store events samt besøgscenter for erhvervsturister og skoleklasser.

"GreenLab har etableret en national forsknings-og uddannelsesplatform, og kan med det nye innovationscenter udvide de unikke rammer for praksisnær forskning, uddannelse og universitetssamarbejder. Her kan forskellige sektorer og interessenter kan mødes, dele viden og skabe nye grønne løsninger sammen. Ved at placere innovationscenteret i vores industripark sikrer vi en kobling mellem reelle og nutidige udfordringer og fremtidens grønne løsninger og kompetencebehov" siger Thomas Hagelund Helsgaun, Vice- og driftsdirektør i GreenLab.

Spar Vest Fonden støttede i 2021 innovationscenteret med 30 millioner kroner, og med Norlys’ bidrag er innovationscenteret nu et skridt tættere på at blive en realitet. GreenLab er i øjeblikket i gang med at rejse den sidste kapital til innovationscenteret. Projektet skal efter planen opføres i 2024 og tages i brug i 2025.

Design Proposal