Danmarkshistorie: Ny balanceringsaftale baner vejen for fremtidens energiklynger
Der er sat strøm til danmarkshistoriens første kollektive micro-grid, idet der fra 1. januar er trådt en balanceringsaftale imellem Norlys Energy Trading og GreenLab A/S i kraft. Aftalen regulerer produktionen, forbruget og balanceringen af GreenLabs egenproducerede vedvarende energi til parken ud mod det kollektive net og ind mod virksomhederne i parken. Dermed lægger aftalen grundstenen for, hvordan elektrificering af industrien fremover kan foregå i industriklynger.
Da virksomhederne i GreenLabs grønne industripark tændte for strømmen efter juleferien, var det GreenLab der leverede de grønne elektroner i kablerne. GreenLab er nemlig pr. 1. januar både el-leverandør og -distributør til virksomhederne. Strømmen kommer fra sol- og vindparken syd for GreenLab, der er direkte koblet til industriparken. Det betyder, at GreenLab nu drifter sit eget kollektive elnet i miniformat, og det har krævet fleksibilitet og nytænkning fra alle aktører at skabe aftalen, der regulerer industriparken. Fordelene er til gengæld til at tage og føle på: Virksomhederne i GreenLab kan nu til fulde udnytte den vedvarende energi, og dermed kan nye synergier og sektorkoblingsmuligheder realiseres.
Nye energistrømme betyder nye roller
Når en industriel klynge som Greenlab skal integreres med det kollektive net, er det ikke business as usual. Alle involverede parter har skullet påtage sig nye roller eller tilpasse den måde, man plejer at operere på. GreenLab er nu ikke længere bare en energikunde, men også selv energileverandør til virksomhederne i parken.
Norlys Energy Trading er ikke bare balanceringsansvarlig overfor Energinet, men skal nu også balancere forbrug og produktion for de mange virksomheder i GreenLab. Det har derfor været nødvendigt at udvikle metoder, der har gjort det muligt at balancere energistrømme internt i industriklyngen.
Projektet har vist, at grøn omstilling ikke behøver at lægge pres på det kollektive net og at stærk dataforståelse og teknologisk indsigt er essentielt for at designe løsninger, der er både er innovative og bæredygtige.
“Det har krævet et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem GreenLab, Norlys Energy Trading, Eurowind, N1 og Energinet at komme frem til en god aftale”, siger Anders Borup, Head of PtX Solutions, Norlys Energy Trading.
“Vi har alle skulle tænke ud af boksen og finde nye løsninger på komplekse udfordringer for at skabe denne aftale, der er den første af sin slags, og vi er stolte af, at det er lykkes. Både for GreenLab som projekt, men også for den grønne omstilling i helhed”.
I maskinrummet for den grønne omstilling
GreenLab er vant til at tænke på grøn omstilling som noget, man gør i stedet for noget, der sker på tegnebrættet og i teorien. CEO Thomas Helsgaun siger: “Aftalen illustrerer, hvordan direkte elektrificering af industrien kan realiseres i praksis. Ved at lade energiklynger operere uden at belaste det kollektive net er der ryddet en afgørende forhindring for grøn omstilling af vejen. GreenLab fungerer nu som et ‘mini-netselskab’, der leverer og balancerer grøn energi internt mellem virksomhederne i industriparken, og vi ser frem til at gøre os erfaringer, der skal bruges i flere industriklynger fremover”.
Næste skridt: Stor skala
Balanceringsaftalen er kun begyndelsen. GreenLab er nu en aktiv testzone, hvor nye modeller og teknologier kan prøves af i praksis. Erfaringerne vil danne grundlag for, hvordan fremtidens energiklynger kan etableres, og hvordan man kan arbejde med grøn omstilling af industrien i stor skala.